Nyheder

Byens Juletræ på stationspladsen. Første søndag i Advent den 27. november 2016.

Dette års tale skrevet og fremført af

Kai Selliken.

 

Det er sjældent, at noget uafvendeligt også er glædeligt. Men det er julen.

Lige gyldigt hvor muggen man måtte være fra start, så mildnes ens hjerte, før festen er forbi.

Og det er den, før man har set sig om.     Især til sidst går det stærkt.

Ligegyldigt, hvor fortørnet man bliver over, at butikkernes julehandel begynder stadig tidligere – i år med

et nyt påfund – en sort fredag – og det må vel være noget man kalder det, fordi man ikke tør satse på en hvid jul –

så kender jeg kun et menneske, der har styr på alle sine julegaver inden 1. december.

 

Jeg er sikker på, at resten af hans liv ligger hen i et syndigt rod.

For alle os andre går det nok igen i år, som det har gjort de foregående.

Ind til byen med lange lister de sidste dage i et overfyldt juletog. Tjek ind.  Tjek ud.

Og i Humlebæk er der ellers ingen undskyldning for ikke at være forberedt.

Man ser det over alt.     Julen er på vej.

 

Pastoren møder man i Irma, hvor han køber portvin til kirkegængerne ved gudstjenesten denne første

søndag i advent.

Hundene på aftentur har fået røde lys på

Grønthandler Ærenlund er for en kort tid vendt tilbage til sit gamle hood for at ordne granguirlanderne.

-Og hos Per i havnen kan man ikke få isinger: “Dem skal jeg selv bruge til julefrokost”, siger han.

Alt er, som det skal være – og det vil sige som det var. Som det var i fjor og i forfjor.

Og året før det. Hvis det har været anderledes, så husker vi det ikke.

For julen er en uforanderlig størrelse – tror vi.

Men selvfølgelig forandrer det sig igennem ens liv.

 

Jeg var syv år, da jeg kom her til landet, og da julen nærmede sig var det ikke ligefrem noget man gik og pralede

med overfor de andre elever i den nye skole.

At i det land, jeg kom fra, fejrede man gerne julen med at spise fisk, der havde ligget i ammoniak til lige før, den gik i opløsning. Og stank, som kom den direkte fra retiraden.

Men mine forældre var fremtidens folk, så allerede fra første jule her nede stod den på god dansk gris.

Det var ikke bare, det mildere klima, eller det bedre udsyn her nede, der havde fået dem til at forlade Norge.   Danmark var i de første år efter krigen også eventyrlandet, hvor det flød med fødevarer.

Det tog flere år, før bananbådene gad sejle længere nordpå end til Danmark.

Men selv om vi altså i vor udlændighed fik gris, så betød det ikke, at vi var landsvigere.

Langt fra.

 

  1. juledag blev imødeset med lige så stor forventning som juleaften.

 

  1. juledag stod den nemlig på norsk julebord, hvor vi med mindst lige stå stor begejstring lagde ansjoser i os. Og speget makrel, der kom sendt med posten, Og trekvart år gamle vindtørrede lammebryst dampet over birkegrene. Og så naturligvis en mos lavet af kålrabi.

 

Min mor var altid lidt flov over at bestille kålrabi hos grønthandleren i et land, hvor det blev betragtet som dyrefoder. Men vi fik det – og det var en fest.

Og jeg må sige til grønthandlernes ros her i byen, De kan stadig skaffe det.

For selv om jeg naturligvis for slægtled siden har forladt barndomshjemmet, så er der ting, der aldrig forlader en. Ting, man ikke kan undvære hvis ens liv skal hænge sammen fra den ene ende til den anden.

Den respekt tror jeg, vi skal vise hinanden.

 

Vi må alle strække os langt for at stå julen igennem med både æren og ægteskabet i behold.

For der er ikke to familier, der holder jul på samme måde.

Det eneste, alle er enige om, er, at netop vores måde er den eneste rigtigt.

Og i den tro går vi omkring hinanden i disse dage.

I troen på, at alt er som det altid har været og altid vil være.

 

Men vi går i fare, hvor vi går.

Der er forandringer over alt.

Selv på min gamle arbejdsplads Radioavisen, der er det mest stok konservative og samfundsbevarende her i landet, førte julen for et par år siden til en revolution.

Julesindet var i den grad kommet over os og vi kunne ikke holde ud, at mens klokkerne kimede og julesneen faldt og der var lys i både lygter og barneøjne i hver hytte og vrå, så skulle vi bare sidde der med stenstemmer og fortælle om valutakurser i Tokyo og togafsporinger i Ardennerne.

Nu ville vi tage fat i det, der var om muligt endnu mere helligt end Radioavisens almindelige nyhedsstof – nemlig vejrudsigten sidst i klokken 12 Radioavisen på selve Juleaftens dag og skrive den om til en julesalme.

Vi brugte glade jul. Den kan omskrives til næsten alt vintervejr ret nemt, kan jeg hilse og sige.

Det begyndte i det små med at studieværten sang solo og en medarbejder, der var gift med en guitarist overtalte sin mand til at komme ind og spille til.

Og Aldrig har julelykken været så stor på den dengang 80 år gamle Radioavis.

Nu var vi ikke længere udenfor men med i årets største fællesskab her til lands.

 

Kors, hvor det hjalp.

 

Senere er det som så mange andre nye juletraditioner eskaleret med det vejrsyngeri. For et par år siden var det blevet firstemmig kanon med samtlige vejrværter og Radioavisens blandede mandskor.  Hvis nogen har brug for en habil korsanger kan jeg i øvrigt stærkt anbefale Jesper Theilgaard, der nærmest er professionel.

Og sådan går med alle de nye juletraditioner.  De vokser og vokser.

Og der kommer stadig flere – og jeg ved ikke, hvor de kommer fra.

Og det kan man sagtens sætte sig til at mugne over.

For var det ikke godt nok i gamle dage. Det var det sikkert.

Og hvad skal det til med det stigende antal gaver. Pak ind. Pak ud.

 

Og brok, brok, brok.

Og hvad skal vi med det – alt det brok.

Det er vel også en slags juletradition, så det skal der også være plads til.

Det vigtigste er, at vi alle er med. Hver på vores måde.

En af mine gode venner siger, at på charterrejser  og ved højtider  træder vi alle i karikatur.

 

Der er i hvert fald  en rolle til os alle.

Det betyder også, at der er en plads til os alle.

Og så kan man lige så godt gå ind i det med åbent sind og glæde og vælge en god rolle.

Altså intet brok – og dette siger jeg først og fremmest til mig selv.

For julen er uafvendelig.

Og vi er alle med.

 

Man kan lige så godt indrømme, at man holder af den.

Den holder nok et par tusind år endnu.

Så vi tager med glæde og i fællesskab en til.

 

Lad der blive lys.